LÆGERNE I
HOLKEGADE
/v Speciallægerne Sarah Dalskov,
Thorbjørn Haslund & Lars Kensmark
OM KLINIKKEN
LØBENDE NYHEDER
PRAKTISK INFORMATION
Videokonsultation
- Åbningstider
- Tid samme dag
- Videokonsultation
- Priser
- Velkomstbrev
- Det danske sundhedsvæsen/The Danish healthcare system
- Influenza- og Pneumokokvaccination
- Rejsevaccinationer
- Sygebesøg
- 10 råd om os læger
- Privatlivspolitik
- Cookie-Politik
- Lægeskift
- Vanedannende medicin
- Vægttab
- Mavesårsmedicin
- TBE vaccine
- Lægeerklæring til kørekort/kørekortsfornyelse
ÅBNINGS- OG TELEFONTIDER
Åbningstider
Telefonen åben hver dag fra 8-12, på nær under vores morgenmøde 9.00-9.30.
Mellem 08.00 – 08.20 kan sekretærerne stille dig videre til lægen, hvis det drejer sig om en kort problemstilling, som kan klares over telefonen.
Mellem kl. 12 og 14 er telefonen kun åben, hvis det drejer sig om akut sygdom. Her skal du følge anvisningen, der gives på telefonsvareren.
Mellem kl. 14 og16 passes telefonen af “byvagten”, der går på tur mellem byens læger. Fredag dog 13-16.
Skranken er åben fra kl. 8.00 – 14.00 – dog er skranken lukket under vores formiddagsmøde 9.00 – 9.30 og i vores frokostpause 12.00 – 12.45.
OM TID SAMME DAG
Hvis du kontakter os for en tid til lægekonsultation, skal du være opmærksom på, at vi bruger et koncept for tidsbestilling, der hedder:
TID SAMME DAG
Tid samme dag gælder for konsultationer hos lægen. Tider hos klinikpersonalet kan fortsat bookes frem i tiden.
Med tid samme dag tilstræber vi, at du får en tid hos lægen den samme dag, du ringer, såfremt der er lægefaglig indikation for dette. Du kan altså IKKE bestille tid hos lægen til en anden dag.
Du kan oftest få en konsultation hos den læge, du ønsker, men ved stor travlhed eller ferie/fridage kan du blive tilbudt tid hos en anden læge. Du kan altid ringe igen en anden dag, hvis det skal være en bestemt læge, og dit problem kan vente.
Hver uge kan du her på hjemmesiden eller på vores facebookside se, hvilke læger der er på arbejde hvilke dag.
Visse henvendelser kræver stadig tidsbestilling i god tid. Det drejer sig om:
- børneundersøgelser
- graviditetsundersøgelser
- kontrol af kronisk sygdom fx diabetes, forhøjet blodtryk, astma, KOL, skift af inkontinens-ring
- ved behov for tolk til konsultationen
Du kan ringe hver dag indtil kl. 11.00 for tid samme dag, eller du kan selv booke en tid til dagen efter på app’en Min læge fra kl. 16.00.
I skolernes ferier ser vi kun akut opstået sygdom, og vi kan således IKKE garantere tid samme dag for ikke-akutte lidelser i disse uger (vinterferie, påskeferie, sommerferie, efterårsferie, Kr. Himmelfartsferie samt juleferie).
Nyhed! Du har nu mulighed for at booke en videokonsultation hos din læge. Du kan også booke videokonsultationen via app’en MIN LÆGE. (Vælg her videokonsultation i bunden af listen med valgmuligheder)
PRISER
Kørekort: 600,00 kr
Ansøgning medicintilskud (enkelttilskud) hos lægemiddelstyrelsen: 300,00 kr.
Alle øvrige attester, hvor der ikke foreligger aftale om fast pris med lægeforeningen (fx sygemeldinger, frihåndsattester og erklæringer om medicinforbrug): Afregnes efter tidsforbrug. 500,00 kr. pr. påbegyndt 10 minutter.
Disse honorarer betales som udgangspunkt af dig selv. Sygesikringen betaler ikke for disse ydelser. Eventuel refusion fra arbejdsgiver, skole el. lign. er du efterfølgende selv ansvarlig for.
_________________________________________________________
Privat standardkonsultation: 500,00 kr. pr. konsultation
Gruppe 2 patienter: 300,00 kr. pr. konsultation
Alle priser er incl. moms
DET DANSKE SUNDHEDSVÆSEN/THE DANISH HEALTHCARE SYSTEM
VARIOUS LANGUAGES
Pjece om det danske sundhedsvæsen, oversat til forskellige sprog:
https://www.sst.dk/da/udgivelser/2017/det-danske-sundhedsvaesen
Influenza- og pneumokokvaccination
Vaccinationer 2024
Influenza-vaccine
Vi vaccinerer ikke mod influenza i år.
Lungebetændelse
Vi anbefaler re-vaccination efter 6 år. Desværre er det ikke mere et gratis tilbud. Der er egenbetaling til vaccinen. Selve vaccinen koster ca 300 kr og recepten skal du have lavet her i klinikken. Herefter du kan hente vaccinen på apoteket. Injektion af vaccine koster 200 kr, og du skal bestille tid hos klinikpersonalet. Særlige risikogrupper kan få klausuleret tilskud til vaccinen.
Praktiske forhold efter vaccinationen
Du skal efter vaccinen vente 15 min og bedes tage plads i venteværelset. Der kan være mange mennesker, og måske har vi ikke stole nok, og du skal måske stå op.
Når du kan se, at der er gået 10 min., og du har det godt, kan du forlade venteværelset og tage hjem igen.
REJSEVACCINATIONER
Udlandsrejser
Hvis du skal rejse til udlandet hjælper vi gerne med at finde de rigtige vacciner til dig, herunder forebyggelse mod malaria.
Du skal være ude i god tid, gerne to måneder inden afrejse, da det tager os tid at organisere. Vaccinerne er også typisk et par uger om at virke optimalt.
Bemærk, at vi af hensyn til din sikkerhed og vores faglige virke er meget principielle omkring følgende: Vi kan ikke ordinere vacciner, uden at der først har været en konsultation, hvor helbred og behov er gennemgået.
Denne type konsultation kan du ikke få betalt af den offentlige sygesikring, du skal selv betale et beløb på kr. 700 pr. rejsedeltager. Beløbet betales forud, inden vi påbegynder processen.
Derudover skal du betale 200 kr. pr. vaccine, vi skal give dig.
Vi har brug for forskellige oplysninger for at hjælpe dig bedst.
Når du betaler i skranken, skal du derfor samtidig udfylde en seddel, som skal bruges for at planlægge hvilke vacciner, der er relevante.
Det drejer sig om:
- Destination
- Type af rejse: hotel, rygsækrejse, hjælpearbejde, håndværk
- Afrejse og hjemkomstdato
- Tidligere vaccinationer
- Allergier over for vaccinationer
- Er det et malariaområde
Når betaling og oplysninger er i hus, kontakter vi dig med en plan for dine vaccinationer. Selve vaccinerne køber du på apoteket via recepter vi laver.
Dette gælder ikke vaccinen for stivkrampe, som vi har på lager og kan give uden beregning for selve vaccinen.
Har du spørgsmål om priser på selve vaccinerne, henviser vi til www.min.medicin.dk eller apotekets personale, der vil stå til din rådighed.
SYGEBESØG
Anmodning om sygebesøg fra vores patienter/pårørende:
Når vi besøger vores patienter i hjemmet, er som udgangspunkt patienter, som på ingen måde kan transportere sig ind til klinikken (hvor vi altid kan lave den bedste undersøgelse, evt suppleret med blodprøver og/eller hjertekardiogram).
Vi anmoder om, at du ringer først på dagen, hvis du ønsker et besøg i hjemmet. Helst inden kl. 10.00, så vi har mulighed for at planlægge resten af dagen.
I mange tilfælde vil du efterfølgende blive ringet op af lægen, som kan have brug for detaljer, før vi planlægger et muligt besøg. Selve besøget vil som hovedregel blive aflagt i tidsrummet mellem kl. 11 og 12.
Anmodning om sygebesøg fra vores samarbejdspartnere:
Hvis I som personalet i hjemmeplejen eller personale på plejehjem ønsker sygebesøg til en af vores patienter, anmoder vi om, at der ringes først på dagen, helst inden kl. 10.00, i forhold til vores øvrige planlægning.
I mange tilfælde vil lægen ringe tilbage til jer for at få detaljer før planlægning af et muligt besøg.
Har I behov for at vende en patients problemstilling med lægen, bestræber vi os på at ringe tilbage ved første ledige stund, oftest inden 15 min.
Besøg vil som hovedregel blive aflagt i tidsrummet mellem kl. 11 og 12.
Hvis patienten kan bringes til praksis evt med taxi eller flextrafik, er det at foretrække, da vi kan lave mange flere undersøgelser i klinikken, end vi kan i hjemmet.
10 RÅD OM OS LÆGER
I Dagbladet Politiken er vi stødt på denne artikel, som på en god måde beskriver, hvordan dit møde med lægen kan være genstand for nærmere overvejelser:
AF: ANNETTE SOFIE DAVIDSEN
1. Lyt til dig selv
»Forskellige mennesker har forskellig tærskel for at søge læge. Du skal mødes med lægen, hvis du selv synes, at du har et problem. Du skal ikke have dårlig samvittighed, hvis du ringer til lægen. Du skal heller ikke føle, at du trænger dig på. Du ringer, fordi du har et problem, som du selv frygter har noget med helbredet at gøre. En gammel praktiserende læge sagde engang, at enhver henvendelse til lægen bunder i frygt. Patienter henvender sig, når der er et problem, de ikke selv kan håndtere. Det er så lægens opgave at afgøre, om det er en egentlig medicinsk problemstilling, eller det er noget, der kræver en anden form for hjælp. Så tag dig selv og din egen bekymring alvorligt og gå til lægen«.
2. Én sygdom ad gangen
»Det er ikke dit ansvar, om konsultationen bliver vellykket. Det er lægens. Derfor er det heller ikke dig, der skal uddannes i at gå til lægen. Men det kan godt være en fordel at kende lidt til rammerne for en konsultation, så mødet med lægen bliver bedst muligt. For eksempel er det godt at vide, at de fleste læger afsætter 15 minutter til en almindelig konsultation. Det betyder, at lægen kun kan nå ét emne eller to mindre ting på de 15 minutter. Bruger lægen for eksempel en time, men honoreres kun for 15 minutter, kan han ikke få sin praksisdrift til at hænge sammen, og andre vil sidde i venteværelset. Lægen må ifølge sin overenskomst med Danske Regioner ikke sende flere regninger for forskellige konsultationer for én patient samme dag. Jeg synes, at nogle læger til tider kan være lidt for restriktive med kun at ville se én ting per konsultation, men som patient må man nok bare acceptere, at det er sådan, systemet er«.
3. Ingen forberedelse
»Du kan godt bruge nettet til at læse om de symptomer, du oplever, inden du går til lægen, men det kan være svært at vurdere den information, du får. Det er ikke sikkert, at lægen er enig i det, du har printet ud fra nettet, og som du synes passer til din situation. Men så må han forklare dig hvorfor. Omvendt kan du udnytte, at lægen har en lang uddannelse, viden og erfaring, som alt sammen gør ham i stand til at vurdere, om det, du har læst, nu også passer med dine symptomer. Du kan derfor godt forberede dig hjemmefra, men det er ikke nødvendigt«.
4. Kom klogere derfra
»Den praktiserende læge er også sundhedspædagog. Ud over at undersøge dig, stille diagnose og foreslå behandling er det også lægens opgave at gøre dig klogere. For eksempel er der meget vundet – både for dig og lægen – hvis du som forælder er bedre rustet til selv at håndtere dit barns feber eller ondt i halsen, næste gang det opstår. Mange opkald til lægen handler for eksempel om forældre, der er usikre på, hvordan de skal tolke det småsyge barns 38,2 i feber. En god læge svarer ikke kun, om det er alvorligt eller ej, men også hvorfor det ikke er det, og hvad du skal holde øje med, så du ved det til næste gang«.
5. Mail til lægen og spar tid
»De senere år har alle kunnet bruge såkaldte e-mail-konsultationer. Det benytter rigtig mange sig af. Men hav ikke for store forventninger til, hvad du kan klare hjemmefra. E-mail-konsultation er ikke et dialogværktøj, hvor du kan skrive frem og tilbage med lægen. Dialog kræver en fysisk konsultation. E-mail-konsultationen er til helt konkrete og klare spørgsmål fra patienten, som lægen kan afslutte med én e-mail. Det kan være blodprøvesvar, opfølgning på en tidligere konsultation, en meget tydelig beskrivelse af et konkret symptom, som du ønsker en vurdering af, eller noget, der ellers kunne klares i en telefon. Når det er sagt, er det praktisk og til din fordel, at du kan maile til lægen, når det passer – eksempelvis om aftenen – i stedet for at skulle ringe mellem klokken 8 og 9«.
6. Sig, hvis det er akut
»Mange mennesker oplever, når de ringer til lægen, at de først får en tid dage eller uger senere. Men føler du, at det er akut, så husk at sige det tydeligt. Du skal ikke skrue op for symptomerne, men du skal heller ikke lade dig affærdige, hvis du ikke føler dig tryg. Hvis du ikke selv er god til at formidle, at det haster, kan du overveje at alliere dig med nogen, der kan forklare situationen for dig. For eksempel din ægtefælle, voksne børn eller en god ven. En mulighed er også, at du laver en aftale med lægen om, hvilke symptomer du skal holde øje med, mens du venter på din tid. Husk på, at du til hver en tid kan ringe igen, hvis tilstanden udvikler sig. Du skal være tryg ved selv at tage ansvar for situationen ved samtalens afslutning«.
7. Prøv dig frem
»Mange er tilbageholdende med at skifte læge, men du skal skifte læge, hvis du ikke har tillid til den læge, du har. For ikke alle læger er ens. Nogle er mest biologisk orienterede, undersøger symptomer og leder efter biologiske forklaringer og sygdomstegn inden for de eksisterende sygdomsklassifikationer, også for psykiske lidelser som depression. I modsat ende er den holistiske læge, der ser kerneopgaven som at forstå symptomer og signaler fra kroppen og det emotionelle liv i et helhedsperspektiv og se patienten i en bredere kontekst. De fleste læger ligger i midten. Find derfor en læge, der passer dig. Den eneste måde er ved at mødes med lægen og mærke, om der er tillid og en god kommunikation. Ellers find en anden«.
8. Brug de officielle netsider
»Søger du sundhedsoplysninger på nettet, så brug de officielle sider: sundhed.dk og Patienthåndbogen. Her finder du beskrivelser af symptomerne på de fleste sygdomme. De officielle netsteder bygger på en traditionel medicinsk tankegang, som den praktiserende læge også repræsenterer. Derfor taler internetsiderne samme ’sprog’ som lægen. Dog skal du vide, at du som regel ikke kan læse din frygt væk på nettet. Tværtimod kan du blive endnu mere bange og bekymret af det, du læser. Derfor er det vigtigt, at du taler med lægen og kun lader nettet understøtte og kvalificere samtalen med lægen«.
9. Nævn det alternative
»Mange patienter prøver i forbindelse med sygdom og behandling også alternative behandlinger. Fortæl lægen om det – også selv om lægen ikke har forstand på for eksempel den kranio-sakrale terapi eller homøopati, du prøver. Lægen kan ikke rådgive om den ene retning eller den anden, men bør vide, hvis du i forbindelse med et sygdomsforløb benytter alternativ behandling. Naturmedicin kan interagere med den traditionelle behandling, som lægen giver – og øge eller forringe effekten. For eksempel interagerer perikon mod depression med anden medicin, og da naturmedicin ikke er testet og godkendt som almindelige lægemidler, er der ingen kontrol med, hvor stærkt det er. Nævn det for lægen – for din egen skyld«.
10. Tag nogen med
»Er du skrøbelig, bør du overveje at tage en pårørende med. Uanset din alder kan en dårlig helbredssituation have indflydelse på din hukommelse, hørelse, syn eller koncentration, og du kan have svært ved at forstå og dermed efterleve, hvad lægen siger. Tager du en ekstra person med i konsultationen, kan vedkommende hjælpe dig med at forstå lægen og lægen med at forstå dine symptomer. Som ældre og skrøbelig kan man også have tendens til at bagatellisere egne symptomer og sygdom. Nogle skammer sig også lidt over at være blevet syge og gamle og får ikke altid fortalt lægen om alvoren i tilstanden. Men er du selv pårørende og tager med et ældre familiemedlem til lægen, så husk at lade din egen dagsorden blive derhjemme«.
PRIVATLIVSPOLITIK
Privatlivspolitik for patienter
Som følge af EU´s databeskyttelsesforordning er lægeklinikken – som varetager personfølsomme oplysninger – forpligtet til at informere om vores håndtering af disse. Se nærmere nedenfor:
Behandling af oplysninger
I forbindelse med vores undersøgelse, diagnostik og behandling af dig som patient, indsamler og behandler ”Lægerne i Holkegade” som dataansvarlig en række personoplysninger om dig. Dette er vi forpligtet til efter autorisationslovens kap. 6 og journalføringsbekendtgørelsen.
I denne privatlivspolitik beskrives, hvordan ”Lægerne i Holkegade” behandler, bruger og videregiver dine personoplysninger.
Typer af oplysninger
”Lægerne i Holkegade” indsamler og behandler følgende typer af personoplysninger om dig (i det omfang det er relevant for netop dig):
Almindelige kategorier af personoplysninger:
- Navn, adresse, evt. e-mailadresse, telefonnr., personnummer køn, familierelationer og sociale relationer, arbejdsrelationer og uddannelse
Særlige kategorier af personoplysninger (”følsomme personoplysninger”):
- Helbredsoplysninger (f.eks. journaloplysninger, prøvesvar, tests, røntgenbilleder, scanningsvar mv.), seksuelle forhold, race eller etnisk oprindelse samt religiøse forhold.
Formål
Vi behandler dine personoplysninger til følgende formål:
- Vores undersøgelse, diagnostisk og behandling af dig
- Udarbejdelse af lægeerklæringer
- Udarbejdelse af attester til brug for myndigheder, forsikringsselskaber mv.
- Kommunikation med eller henvisning til andre sundhedspersoner, læger, sygehuse eller sygehuslaboratorier
- Medicinordinationer, herunder udstedelse af recepter
- Indberetning til kliniske kvalitetsdatabaser
- Indberetning af laboratorieprøver til sygehuslaboratorier
- Afregningsformål
- Overholde vores forpligtelser i henhold til gældende lovgivning, herunder EU’s databeskyttelsesforordning, databeskyttelsesloven og anden relevant sundhedsretlig lovgivning, f.eks.
- Dokumentationspligt
- Overholdelse af basale principper for behandling af personoplysninger og juridisk hjemmel for behandlingen
- Iværksættelse og vedligeholdelse af tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, herunder men ikke begrænset til at hindre uautoriseret adgang til systemer og oplysninger, hindre modtagelse eller distribution af ondsindet kode, standsning af overbelastningsangreb (denial-of-service-angreb) og beskadigelser af computersystemer og elektroniske kommunikationssystemer
- Undersøgelse af mistanke eller viden om sikkerhedsbrud og rapportering til individer og myndigheder
- Håndtering af forespørgsler og klager fra registrerede og andre
- Håndtering af inspektioner og forespørgsler fra tilsynsmyndigheder
- Håndtering af tvister med registrerede og tredjeparter
- Statistiske undersøgelser og videnskabelig forskning
Frivillighed
Når vi indsamler personoplysninger direkte fra dig, giver du personoplysningerne frivilligt. Du er ikke forpligtet til at give disse personoplysninger til os. Konsekvensen af ikke at give os personoplysningerne vil være, at vi ikke kan varetage formålene ovenfor, herunder at vi i nogle tilfælde ikke kan undersøge, diagnosticere eller behandle dig.
Kilder
I nogle tilfælde indsamler vi personoplysninger om dig fra andre sundhedspersoner, f.eks. sygehuse eller ved opslag i elektroniske journalsystemer. Vi behandler de modtagende oplysninger i overensstemmelse med denne privatlivspolitik.
Videregivelse af personoplysninger
Idet omfang det er nødvendigt for den konkrete undersøgelse, diagnosticering eller behandling af dig, vil dine personoplysninger blive videregivet og delt med følgende modtagere:
- Der videregives oplysninger til andre sundhedspersoner, hvis det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb.
- Der videregives oplysninger til RKKP (kliniske kvalitetsdatabaser), Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen (medicin, vaccinationer, utilsigtede hændelser og dødsfald), politi og domstole, sociale myndigheder, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i det omfang, at der foreligger en pligt hertil ifølge gældende lovgivning.
- Du har som patient adgang til dine egne oplysninger (indsigtsret).
- Ved henvisning af patienter videregives oplysninger til de sundhedspersoner, hvortil henvisningen er sendt.
- Ved indberetning af laboratorieprøver videregives prøverne til sygehuslaboratorierne.
- Ved indberetning af oplysninger i forbindelse med afregning for patientbehandling videregives oplysninger til de regionale afregningskontorer.
- Ved udstedelse af recepter videregives oplysninger til landets apoteker og Lægemiddelstyrelsen via FMK.
- Ved indberetning til kliniske kvalitetsdatabaser.
- I andre tilfælde videregives oplysninger til pårørende eller forsikringsselskaber.
Lovgrundlag for behandling og videregivelse af personoplysninger
Det juridiske grundlag for at indsamle, behandle og videregive dine personoplysninger er:
- Til brug for den almindelige patientbehandling indsamles, behandles og videregives almindelige personoplysninger i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6(1)(c) og (d), mens de følsomme personoplysninger indsamles, behandles og videregives i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 9(2)(c) og (h).
- Herudover er vi forpligtet til at behandle en række personoplysninger om dig ved den almindelige patientbehandling i medfør af autorisationslovens kap. 6, bekendtgørelse om sundhedspersoners journaler (journalføringsbekendtgørelsen) særligt §§ 5-10, samt sundhedslovens kap. 9.
- Oplysninger til brug for afregning for patientbehandling fremsendes en gang pr. måned til regionens afregningskontor efter reglerne i Overenskomst om almen praksissundhedslovens §60.
- Medicinordinationer på recepter samt vaccinationer sendes via IT-tjenesten FMK efter reglerne i sundhedslovens § 157 og bekendtgørelse om recepter og dosisdispensering af lægemidler særligt kap. 3.
- Kliniske patientdata videregives til kliniske kvalitetsdatabaser efter reglerne i sundhedslovens §§ 195-196 og bekendtgørelse om indberetning af oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser m.v. Data kan også videregives på baggrund af et konkret samtykke fra dig som patient.
- Dine personoplysninger videregives alene til forsikringsselskaber med dit forudgående samtykke, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6(1)(a) og 9(2)(a).
- Dine personoplysninger videregives alene til dine pårørende med dit forudgående samtykke efter reglerne i sundhedslovens § 43.
- Ved afdøde patienter kan visse personoplysninger videregives til afdødes nærmeste pårørende reglerne i sundhedslovens § 45.
Tilbagekaldelse af samtykke. Hvis behandlingen af dine personoplysninger er baseret på samtykke, har du ret til at tilbagekalde samtykket. Hvis du tilbagekalder samtykket, påvirker det ikke behandlingen forud for tilbagekaldelse af samtykket, herunder en videregivelse baseret på samtykke.
Brug af databehandlere
Dine personoplysningerbehandles og opbevares hos vores databehandlere, som opbevarer dem på vegne af og efter instruks fra os. Vores databehandlere er p.t.
- Systemhuset Novax, Bremårevej 9, 8520 Lystrup
- DAK-E (digitale forløbsplaner)
- DMDD, Webreq og Webpatient (bestilling af laboratorieprøver og opbevaring af borgerens svar på spørgeskemaer)
Opbevaringsperiode
Vi opbevarer personoplysninger om dig, så længe vi har behov for at varetage de overfor angivne formål. Vi har dog i henhold til journalføringsbekendtgørelsen § 15 pligt til at opbevare disse i minimum 10 år efter seneste tilførsel til journalen. Der kan opstå tilfælde hvor vi er nødsaget til at opbevare dine personoplysninger i længere tid, f.eks. i forbindelse med en klagesag eller erstatningssag, hvor oplysninger i så fald vil blive opbevaret, indtil sagen er endeligt afsluttet.
Dine rettigheder
Du har – med lovens begrænsninger – visse rettigheder, herunder retten til indsigt i personoplysninger, retten til at få ændret ukorrekte oplysninger, retten til at få slettet oplysninger, retten til at få begrænset oplysninger, retten til dataportabilitet, retten til at gøre indsigelse mod behandlingen af personoplysningerne, herunder ift. automatiseret, individuel beslutningstagning (”profilering”).
I forhold til sletning er denne rettighed dog modificeret af journalføringsbekendtgørelsen, der i § 14 bestemmer, at der ikke må ske sletning i patientjournaler, men alene rettelse, tilføjelse.
Du har også ret til at klage til en kompetent tilsynsmyndighed, herunder Datatilsynet.
Med venlig hilsen
Lægerne i Holkegade
Faaborg, maj 2018
COOKIE-POLITIK
1. Ejeroplysninger
Dette website udbydes af:
Lægerne i Holkegade
Holkegade 2A
5600 Faaborg
CVR: 36270217
2. Cookies
Dette website anvender cookies i henhold til ovenstående formål. En cookie er en lille tekstfil, der lagres i din browser og for at kunne genkende din computer ved tilbagevendende besøg. Der er ingen personlige oplysninger gemt i vores cookies og de kan ikke indeholde virus.
2.1 Så lang tid opbevares cookies
Cookies sletter sig selv efter efter et vist antal måneder (kan variere), men de fornyes efter hvert besøg.
2.2 Sådan sletter du cookies
Se vejledning her: http://minecookies.org/cookiehandtering
2.3 Sådan undgår jeg cookies
Hvis du ikke ønsker at modtage cookies kan du blokere dem. Se vejledning her:http://minecookies.org/cookiehandtering.
2.4 Hvad cookies bruges til på vores website
Cookies anvendes til at føre statistik over antallet af brugere og deres færden på psykologbriankok. Desuden anvendes cookies ift. bogmærker og kodeordsbeskyttede sider.
LÆGESKIFT
Lægeskift
Lægehuset har i perioder åbent for tilgang for nye patienter.
Det styres automatisk af Region Syddanmark og status kan ses på Sundhed.dk eller på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside.
Gamle lægejournal
Ved lægeskift modtager vi ikke automatisk journalen fra den tidligere læge.
Nytilmeldte patienter skal derfor bede deres tidligere læge overføre journalen til os.
Regler vedr. vanedannende medicin
Vi har stort fokus på vanedannende medicin i klinikken.
Det er fx sovemedicin, stærkt smertestillende medicin (Morfin, Oxycodon, Tramadol, Ketogan
osv.), beroligende medicin samt medicin for ADHD.
Der er også ret skrappe regler udstukket af Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med receptudskrivelse af vanedannende medicin.
Det betyder, at medicinen IKKE kan udskrives telefonisk, via Medicinkortet eller mail.
Der er krav om fremmøde med Sundhedskort for nye recepter. Det kan klares i skranken, hvis du
ikke har en konsultation hos lægen. Medicinen kan tidligst fornyes 5 dage før udløb, og dagene
lægges til næste recept. Med andre ord, vi tæller pillerne, for at være sikre på, at doseringen overholdes.
Vi kræver, at du mindst en gang om året er til en konsultation hos lægen, hvor forbruget af vanedannende medicin gennemgås, og der lægges en plan for forbruget. Lægen kan også igangsætte en plan for langsom udtrapning i visse tilfælde.
Patienter, der er terminale, syge plejehjemsbeboere eller lign., kan efter særlig aftale med lægen fritages for fremmøde.
Vi anbefaler interesserede at lytte til denne Podcast inden klinikken kontaktes, særligt afsnit 25:
https://www.buzzsprout.com/1718640/12213263-25-hvis-du-overvejer-wegovy-sa-lyt-her?t=0
Der er i almindelighed stor fokus på det medicinske præparat Wegovy i disse måneder.
I mange henseender er det et godt og relativt velkendt præparat, da det har været brugt i mange år i diabetesbehandlingen under navnet Ozempic.
Men det er også en dyr behandling, aktuelt mellem 1300-2400 kr. pr. måned afhængigt af dosis, der ydes IKKE offentligt tilskud til denne behandling.
Nyeste studier viser en effekt mht. vægttab, men KUN så længe præparatet tages. Når du stopper tager du langsomt, men sikkert det tabte på igen.
Medicin mod mavesyre: fx. Omeprazol, Pantoprazol, Lansoprazol, Esomeprazol.
Langvarigt brug af medicin mod mavesyre (protonpumpehæmmere) kan give bivirkninger. Fx. øget risiko for maveinfektioner og knogleskørhed. Det kan desuden påvirke evt. andet medicin du får.
Det er vigtig at være sikker på, om du har behov for medicinen. Det kan gøres ved at prøve at trappe ud. Viser det sig du har brug for medicin kan du starte igen.
Når du trapper ud kan du opleve, at du får halsbrand og sure opstød. Derfor er det vigtigt med langsom udtrapning. Oplever du alligevel disse symptomer kan du købe syreneutraliserende medicin i håndkøb som fx. Balancid, Alminox, Link og Gaviscon.
Nedtrapningen kan foregå således :
– Halvér dosis hvis muligt eller tag en kapsel hver anden dag. Forsæt i 4 uger.
– Brug evt syreneutraliserende medicin ved behov.
– Har du ingen symptomer i 24 timer efter du har taget sidste kapsel , så stop behandlingen.
Du skal være obs på at TBE vaccinen kun dækker mod TBE og IKKE Borrelia. Langt den største risiko er Borrelia (men det er stadig sjældent).
Der er til dato fundet 1 tilfælde af TBE erhvervet på Sydfyn.
Men se evt mere her: TBE – tick borne encephalitis – Patienthåndbogen på sundhed.dk
Der er alm. info om vaccinen her: Hvad er TicoVac®? – Find information på Medicin.dk
Vaccinepris og injektion betales af en selv. Det dækkes ikke af sygesikringen.
Pr 1/11-24 bliver lægeattesten til kørekort digital.
Det betyder at du skal udfylde side 1 af attesten digitalt hjemmefra via www.borger.dk
Vi sender attesten digitalt til borgerservice, når du har været til konsultation.
https://www.borger.dk/vaelg-kommune-obligatorisk?actionPageId=065ca8f9-a1f5-4946-ada7-12e163f568df&selfserviceId=3c14cbe7-1aaf-4d05-b71b-0c63b217796b
Når side 1 er udfyldt og sendt til lægen kan du bestille tid.